Flere muskler til sundhedsvæsenet!

Altinget: Debatindlæg 24. januar 2017

”Vi kan ikke mere!” De ord er den seneste tid blevet gentaget adskillige gange af både personale og ledere i sundhedsvæsenet. ”Tempoet kan ikke skrues mere op” lyder det fra toppen af de faglige organisationer. En ledende overlæge fra fødeafdelingen på Rigshospitalet ofrer sin stilling for sagen. Og vi ved alle, at det ikke kun drejer sig om fødeafdelingerne.

”Gentænkt sundhedsvæsenet” er meldingen fra de mest erfarne ledere. ”Afskaf 2% effektiviseringskravet” mener regionsrådsformændene. Mange peger på behovet for yderligere ressourcer. Og fælles for dem alle er, at de slutter af med at kalde på politisk handling. Forandring. Nu!

Som sundhedspolitiker er det svært at sidde denne bølge af opråb overhørigt. Mange ting fungerer rigtig godt i vores sundhedsvæsen. Når det virkelig gælder, kan vi være stolte af den indsats, der ydes. Men jeg er ikke i tvivl om, at sygehusene på mange områder – især inden for den almindelige drift – er presset mere end hvad godt er. Og jeg er enig i, at der er behov for forandringer. Alene den økonomiske fremskrivning kræver handling. Vi ser frem mod et enormt udgiftspres i mange år fremover - flere ældre, flere behandlingsmuligheder og mere avanceret teknologi.

Så ja – konklusionen er, at der er brug for modige beslutninger og gennemgribende forandringer. Men vi må også minde os selv om, at vi allerede ER i gang med en række større, strukturelle forandringer af sundhedsvæsenet. Der bygges nye supersygehuse, som i løbet af de næste 4-5 år vil ændre vores måde at tænke indlæggelse på. Et landsdækkende opgør med det økonomiske styresystem, DRG-afregningen, som har været regionernes rorpind siden deres dannelse. Muligheder for personlig medicin åbner for et helt paradigmeskifte i behandlinger. Og netop nu ruller en omfattende ændring af sundhedsvæsenets samlede IT-systemer hen over den østlige del af Danmark. Sidst men ikke mindst, stilles der løbende krav om nye gennemgribende ændringer fra Christiansborg: Udrednings- og behandlingsgarantier, kræftplaner, behandlingsansvarlig læge, ny plan for et sammenhængende sundhedsvæsen osv.

Alt i alt et væld af visioner, ideer, initiativer - der også skal følges til dørs hver især. Og som måske i virkeligheden er med til at lægge bånd på de regionale kræfter? For der er også sparet administrativt, og når man som politiker får meldinger om, at grænsen for, hvad der kan igangsættes af nye forandringer er nået – så er vi på én eller anden måde havnet i en fastlåst situation.

Jeg tror derfor ikke, at vi kommer uden om behovet for tilførsel af flere ressourcer. Simpelthen fordi det i sig selv kræver muskler, hvis der skal gennemføres flere nødvendige forandringer af sundhedsvæsenet. Hvis ikke, der tilføres ressourcer, bliver fortsatte besparelser konsekvensen. Og jeg kan være bange for at systemet herefter bryder sammen bid for bid.