Har vi brug for politikere i regionerne?

Radikal dialog, 2017

Som regionsrådsmedlem er der mange, der gerne vil vende deres tanker om regionernes berettigelse med mig. De fleste har en umiddelbar fornemmelse af, at sundhedsvæsenet ville fungere bedre, hvis det var styret af nogle andre. Enkelte taler om central styring, mange ser professionelle bestyrelser som en god mulighed.

Nu er sundhed jo ikke den eneste opgave regionerne har. Men det er klart den største og vigtigste, svarende til ca 95% af budgettet. Og jeg kan godt forstå, at mange får den tanke, at så højt specialiseret fagligt område, som drift af sygehuse m.m., der oven i købet koster samfundet mere end 100 mia om året, burde drives af en professionel bestyrelse.

Men jeg er ikke enig.

Det er jeg først og fremmest ikke, fordi regionerne allerede er drevet af professionelle topembedsmænd. Og de gør det overordnet set godt. Landets største sygehuse har i gennemsnit øget produktiviteten med 2,4% mere fra år til år, og tidligere tiders lange ventelister er stort set væk. Vi har ikke brug for endnu et lag professionelle ledere. Dét regionerne har brug for er politikere til at holde fast i værdierne om et menneskeligt og sammenhængende sundhedsvæsenet, med lige adgang for alle og behandling på et højt niveau. Og udviklingen går stærkt for tiden: Hele sygehusstrukturen er ved at blive forandret med bygningen af de nye supersygehuse. Sundhedshuse og regionsklinikker åbnes rundt omkring i landet. Private aktører tilbyder nye samarbejdsformer. Patienterne bliver mere vidende og forventer individuelle hensyn. Og den hastige teknologiske innovation åbner for et væld af nye behandlingsmuligheder. Denne virkelig hurtigkørende udvikling, kalder på løbende politiske prioriteringer og beslutninger. Det er ikke nok med faglig viden om ledelse af sundhedsvæsenet. Der er nødt til også at være nogen, som har et mandat til at kunne udtale sig om, hvilken retning skibet skal sejle.

Men politisk styrede regioner er også vigtige af en anden årsag. Det sikrer en åbenhed, inddragelse og dialog omkring udviklingen af sundhedsvæsenet, som man aldrig ville kunne få med en professionel bestyrelse.  Som regionsrådspolitiker er jeg løbende i kontakt med mange borgere, der henvender sig med problemer, bekymringer, ideer eller skæld ud. Og jeg svarer dem alle.  Politikere er simpelthen tilgængelige i et helt andet omfang end professionelle bestyrelsesmedlemmer.

Når det er sagt, er det ikke det samme som, at jeg ikke mener, at den politiske styring kunne fungere bedre. Det er fortsat en meget stor mangel, at regionerne ikke selv kan udskrive skat. Det er for dårligt, at der kun er én fuldtidspolitiker i hvert regionsråd – når man tager områdets størrelse og kompleksitet i betragtning, og det er ekstremt utilfredsstillende, at vi ser en stigende grad af lyst i ministerierne til at detailstyre regionernes opgaver. De midler, som regionerne tilføres er i alt for høj grad øremærkede.  Herudover lider både kommuner og regioner fortsat under en uhensigtsmæssig fordeling af en række opgaver i forbindelse med strukturreformen.  Der går f.eks. ud over arbejdet med miljøbeskyttelse, kollektiv trafik og drift af en del sociale institutioner.

Så selv om vi er glade for regionerne og den politiske styring, er der fortsat meget at kæmpe for!