Kasketforvirring?

Regionsrådsmedlem og kommunalbestyrelsesmedlem i Hørsholm, Anne Ehrenreich, skriver her i avisen d. 15. september, at hun beklager, at buslinje 375R er blevet afkortet, og gør det klart, at det ikke er en beslutning, hun står bag. Beslutning blev taget ved det netop indgåede budgetforlig i Region Hovedstaden. Bussen, som kommer fra Hillerød, skal fremover ikke længere køre gennem Hørsholm, men stopper ved Kokkedal station i stedet.

Denne afkortning beklager jeg bestemt også! Reduktion af kollektiv trafik er absolut ikke radikal politik. Heldigvis lykkedes det også at få halveret Regionens samlede besparelse på busområdet, fordi vi var nogle, der vedholdende kæmpede for dette. Målet var så få besparelser som muligt, som samtidig ville ramme færrest muligt borgere. Og selvfølgelig kæmpede vi på vegne af ALLE regionens borgere – og ikke kun dem fra vores egne hjemkommuner!

Jeg står bag beslutningen om at afkorte buslinje 375R, fordi det var den besparelse, som ville genere færrest af Regionens borgere, samtidig med, at den endda ville medføre en fordel for dem, der bor nord for Hørsholm. Borgere fra Nivå og Humlebæk vil nu have kortere transporttid til Hillerød, fordi de kan tage toget til Kokkedal og herfra komme med bussen til Hillerød.

Vores opgave i Regionsrådet er at finde ud af, hvordan vi bruger ressourcerne bedst muligt og til gavn for de fleste.

Så kære Anne, hermed blot en opfordring til at huske at føre kommunalpolitik i kommunalbestyrelsen og regionspolitik i regionsrådet.