Samarbejde, samarbejde, samarbejde

Altinget: Debatindlæg 9. december 2016

Godt samarbejde kan i sandhed være svært. Det gælder generelt i livet, og måske særligt i politik, hvor magt, meninger og målinger ofte forstyrrer billedet. Alligevel er det de valgte politikeres pligt, hver især at yde en indsats for at skabe et godt arbejdsklima, så der i en konstruktiv ånd kan udtænkes de bedste løsninger til gavn for borgere og samfund.

Det kan bare være svært nogle gange at få øje på.

Det gælder f.eks. når vi taler om samarbejdet mellem de fem regioner. Vi står i sundhedsvæsenet overfor store og alvorlige udfordringer. Flere ældre, flere kronisk syge, dyrere behandlinger og dyrere teknologi. Og et budget, der slet ikke stiger tilsvarende. Hvis ikke det lykkes at overbevise regeringen om, at der skal tildeles en væsentlig større del af de samlede statslige midler til sundhed – ja, så er vi i Regionerne pinedød nødt til at tænke ud af boksen. For så kan vi umuligt fortsætte ”business as usual”. Det er efterhånden erkendt af de fleste – men jeg må ærligt sige, at jeg bliver frustreret, når de fem regioner ikke samarbejder om nye løsninger, men i stedet drøner ud af hvert sit spor.

Det gælder f.eks. den fælles opgave, som regionerne fik i økonomiaftalen for 2014. Her blev det aftalt, at man ville gøre op med en afregningsstruktur på sygehusene, der udelukkende bygger på aktivitet – og slet ikke inddrager kvaliteten af de mange udførte undersøgelser og behandlinger. I stedet skulle udarbejdes nye, mere værdibaserede incitamentstrukturer. Og hvad sker der nu? Der er ganske vist nedsat en fælles arbejdsgruppe, men alle regioner er samtidig gået i gang med hvert sit pilotprojekt, som man ihærdigt arbejder på at udbrede til alle hospitaler inden for egen region. Ingen koordination mellem projekterne. Ingen forpligtelse til at indrette sig efter hinanden. Jeg frygter, at vi kommer til at ende med fem nye systemer i stedet for ét.

I to af de fem regioner er vi netop nu i gang med at udrulle det største sundheds IT-projekt, som der indtil videre er set i Danmark. Et enkelt journalsystem, der samler ca. 30 tidligere systemer, og sikrer adgang til patientoplysninger på tværs af afdelinger og sygehuse. Det åbner for en lang række nye muligheder i arbejdsform og –flow på hospitalerne. Men hvad ingen almindelige danskere kan forstå er, hvorfor i alverden vi ikke implementerer det samme system i hele landet, nu vi er i gang? Jeg kender godt alle forklaringerne – men de holder ikke i det store perspektiv.

Heller ikke, når vi taler behandlinger, kan vi sige os fri fra, at en øget vilje til samarbejde ville gavne patienterne og tilliden i befolkningen generelt. Det kan fx undre, at behandlingen af sjældne hæmatologiske sygdomme, hvor vi måske kun ser godt 100 nye tilfælde årligt, spredes ud på seks forskellige centre i landet. På den måde bliver ingen specialister, og det risikerer at gå ud over patienterne. På samme måde kan man være bekymret, når man ser, hvordan regionerne har løftet opgaven med at organisere de forholdsvis nye diagnostiske enheder på vidt forskellige metoder – med vidt forskellige resultater til følge.

Jeg er stor tilhænger af, at vi fortsat har fem regioner til at varetage drift og udvikling af vores sundhedsvæsen. Men vi er nødt til at samarbejde mere. Så lad os nu vise, at vi kan!